Rask håndskrivning
for voksne
Rask håndskrivning for voksne 1:10
En god håndskrift er en skrift, der følger alfabetets former og proportioner, men den kan være bred eller smal eller skrå eller kantet, sammenbundet eller ikke. Målet er ikke at kopiere skriften i øvelserne, men at forstå alfabetets enkle opbygning, og hvordan det skal skrives. Det er vigtigt, at bogstaver, der deler form, udføres på samme måde, og jo enklere et bogstav udføres, jo bedre tåler det, at skrivehastigheden øges.
Vi starter med en analyse af din håndskrift. Skriv sætningen:
Forsøg at holde et jævnt tempo og skriv det gerne flere gange. Kig nu nøje på det skrevne og bemærk, om du er tilfreds, hvad du godt kan lide, og hvad du gerne vil forbedre.
Når man går i gang med at skrive, skal man vælge et skriveredskab og det er en god idé at starte med en blyant. Målet er at holde blyanten i fingerspidserne, så man kan bevæge blyanten frit og hurtigt i alle retninger – det får man brug for, når man skal skrive sammenhængende. Hold blyanten i pincep-greb med pege- og tommelfinger og lad langemand støtte under blyanten.
For højrehåndede er det naturligt at stregen trækkes efter blyanten, men for venstrehåndede kan det være svært at se og ofte kommer man til at skubbe stregen foran blyanten. Så hvis du er venstrhåndet er det en god idé at holde længere væk fra spidsen af blyanten og dreje papiret ca. 30° (kl.1 på uret) Og hvis du skriver sammenbundet, så skriv bogstaver, der ikke er skrå. På den måde kan man også som venstrehåndet holde et lige håndled, trække stregen efter blyanten og se hvad man skriver og opnå samme fart som højrehåndede.
Venstre hånd holder ca. 4 cm fra spids. Højre hånd holder ca. 2 cm fra spids
Buen i n går igen i mange bogstaver og er derfor vigtig at få automatiseret. Øvelsen laves ved først at skrive oven på den stiplede form og derefter gentage bevægelsen til højre for på blankt papir. Start er markeret med en prik og hele bogstavet skrives i én bevægelse.
Rask håndskrivning for voksne 2:10
Bue med uret, minuskler
Nu kan skrives sekvenser med de buede bogstaver. Det er svært at finde rigtige ord, men målet at træne ensartede bevægelser, så det er ikke vigigt, om teksten giver mening.
Print arket ud og skriv ét »ord« ad gangen nedenunder eksemplet. Du kan evt. skrive ovenpå det stiplede ord først for at få ført hånden. Start ved prikken og følg stregen.
Bue med uret, minuskler
Rask håndskrivning for voksne 3:10
Nu har vi trænet alle bogstaver, der skrives med n-buen. Drejer man n 180° har man u og dermed også et håndskrift-a.
Læg mærke til det lille rum mellem stamme og opstreg, der går igen
Nu kan alle bogstaver, der skrives som en cirkel mod uret, trænes sammen med udgangspunkt i det roterede n. Det er ikke målet at efterligne formen i eksemplerne, men at finde sammenhængen i sin egen skrift ved at overholde alfabetets grundprincipper.
Cirkel mod uret, minuskler
Nu kan bogstaver, der skrives som bue med uret og cirkel mod uret sættes sammen i ord. Hold fast i grundbevægelsen, startpunkt og bevægelsesretning.
Bue med og cirkel mod uret, minuskler
Hvis du binder sammen:
u-binding er den mest simple og samme bevægelse som, når du skriver et u.
u-binding
Rask håndskrivning for voksne 4:10
s er et kompliceret bogstav, der skrives med og mod uret. Ofte bliver det skævt, især når tempoet øges. For at undgå det kan man øve det som en symmetrisk form, altså 8.
cirkel mod og med uret
Nu kan bue med, cirkel mod og s mod og med uret sættes sammen til tekst. Print ud, øv sekvenserne ord for ord og gentag teksten nedenfor på blankt papir.
bue, cirkel og s
Hvis du binder sammen:
s-binding minder om et s, der skrives baglæns. Bruges mellem bogstaver, der slutter nede og cirkel-bogstaver.
s-binding
Rask håndskrivning for voksne 5:10
Nogle bogstaver kan skrives på flere forskellige måder. Enten fordi det er hurtigere, eller fordi man synes, det er pænere. Så længe andre kan læse, hvad man skriver, eller man selv kan, kan man sagtens finde sin egen variant af bogstaverne.
F.eks. k kan skrives på mindst tre forskellige måder. Som K, v eller h, og e og æ skrives også tit på flere måder, eks. når tempoet øges.
For at tempoet kan øges, skrives bogstaver med et anderledes flow
Hvis du binder sammen:
Også i sammenbindinger kan man variere, efter hvad der falder én naturligt. Nogle sammenbindinger kan være snørklede, svære at lave og også gøre det sværere at læse, hvis man ikke finder det rigtige flow. Man kan derfor bryde mellem bogstaver, for at opnå et enklere tekstbillede eller et bedre skriveflow. F.eks. kan det være svært at binde fra r eller fra g j og y, der slutter nede til venstre.
Bindinger til og fra bogstaver kan varieres, så det giver det bedste flow
Og hvis man improviserer eller synes nogle bindinger er svære, så tænk, hvor slutter bogstavet, og hvor starter det næste? Og så find den naturlige sammenbinding for dig.
Rask håndskrivning for voksne 6:10
Målet med håndskrivning er at skrive tydeligt og hurtigt. Derfor skal man finde en måde at skrive hvert bogstav på, der gør det muligt at sætte farten op, uden at tydeligheden forsvinder. Jo færre gange man skal løfte blyanten, flytte den og placere den præcist, jo sikrere er det, at bogstavers form ikke brydes, hvis skrivehastigheden øges. Eks. er toppen af A ofte åben eller som et indianertelt, hvis man ikke gør sig umage med at ramme. Forsøg derfor at skrive bogstaver som én lang streg, og skrives sammenhængende, skrives så vidt muligt hvert ord som én lang sammenhængende streg.
Prøv at skrive hvert bogstav, så du kan øge hastigheden, uden at formen forringes
Hvis du binder sammen:
Find den korteste vej mellem to bogstaver, så bogstaverne er tydelige hver især og ikke flyder sammen til nye former. Find også ud af, hvornår det er hurtigst og mest enkelt at binde sammen fra stort begyndelsesbogstav, og hvornår det bedst står alene.
Flad binding og bindinger fra stort begyndelsesbogstav
Rask håndskrivning for voksne 7:10
Også for bogstaver, der skrives som buer med uret og cirkel mod uret, gælder det, at man må finde den mest robuste variant. Dvs. en måde at skrive bogstavet på, der kan tåle, at tempoet øges, uden at formen forringes. Hvilken variant, der er mest robust, hænger sammen med ens tålmodighed og skrivestil, så prøv at finde den form, der passer til dit tempo og din måde at skrive på.
Prøv at skrive hvert bogstav, så du kan øge hastigheden, uden at formen forringes
Når man har øvet de enkelte bogstaver, kan man skrive ord for at finde ens egen variant af hvert bogstav og sin egen skrivestil. Sammenbundet eller ikke. Hurtig eller langsom. Hældende eller stående. Det vigtigste for en god og robust håndskrift er, at alfabetets grundprincipper om proportioner, sammenhænge og forskelle overholdes.
Når man skriver, finder man sin egen skrivestil
Rask håndskrivning for voksne 8:10
Krøllede bogstaver kan være et dekorativt element i håndskrift, men de kan også gøre det muligt at skrive hurtigere og give et bedre flow. Det gælder om at finde balancen mellem hurtig, læsbar og dekorativ, og denne balance er personlig. Prøv alle varianter fra helt formel og præcis til mere krøllet, kurvet og hurtig.
Løkker kan være hurtigere eller dekorative
Hvis du binder sammen:
Prøv at binde fra underlængder på g j y og evt. f
Rask håndskrivning for voksne 9:10
Det er vigtigt at finde en god skriverytme. Tempoet påvirker formen, så tempoet skal kun øges, når det er muligt at holde en højere fart konstant.
Hver sekvens skal skrives i samme hastighed, først oven på forlægget, og derefter gentages ved siden af på blankt papir. Evt. også nedenunder, så er der plads til tre gentagelser. Tæl 1-2-3-4 og hold takten gennem hele arket. Det er en god idé at starte langsomt, og først, når bevægelserne er indøvet, kan tempoet øges.
Hvis det kan hjælpe, så skriv til musik, der har det rigtige tempo.
Rytmetræning. Hold skrivetakten 1-2-3-4
Det minder om, når man skal lære at spille trommer, eller hvis man klapper rytmer. Jo enklere sekvensen er, jo nemmere er det at øge tempoet, og det svære ved at skrive tekst er, at der ingen logik er i sekvensen af bogstaver og antallet af bogstaver i et ord. Men når man øver sig langsomt og systematisk, bliver det nemmere efterfølgende at skrive rigtig tekst.
Rytmetræning. Hold skrivetakten 1-2-3-4
Rask håndskrivning for voksne 10:10
Når alle bogstavformer og evt. bindinger er indøvet, kan man begynde at øve tempo. Begynd enkelt og skriv langsomt ovenpå de stiplede ord. Vær opmærksom på, hvor bogstavet starter, skriveretning og på at bevare enkelheden. Gentag hver ordrække eller sætning flere gange i et stigende tempo. Skriv ikke hurtigere end at tempoet er jævnt, men forsøg at øge tempoet. Pres gerne dig selv og vend tilbage til samme ordrække, hvis det ikke lykkes. Skriv enten på det blanke eller på de grå felter.
Lav øvelserne i denne rækkefølge, da de går fra enkel til mere komplicerede kombinationer i bevægelserne. Herefter kan du gøre det samme med dine egne sætninger.
Det er nemmere at øge tempoet, når ens skrivebevægelser er ensartede
Et jævnt tempo er vigtig for en vellykket håndskrift. Vær opmærksom, når ordene bliver længere og bevægelserne mere komplekse.
Sæt tempoet efter den langsomste bevægelse
Når man skriver en tekst, er der ikke et logisk mønster i bogstavsammensætningen og dermed sekvensen af bevægelser, man skal lave. Man kan skrive velkendte ord hurtigt, men hold fast i, at et jævnt tempo er vigtigt, og at tempoet kan øges efterhånden, som man bliver mere øvet.
Nogle bogstavsekvenser = ord er sværere at skrive end andre
Nu har vi gennemgået de vigtigste elementer i en god og læsbar håndskrift:
Bogstavernes ligheder og forskelle. Skriftens proportioner. Grundformer og skriveretning. Variation og bogstavernes robusthed. Skriverytme og tempo.
Mit bedste råd er:
Vær tro mod alfabetets enkelhed, men find din egen skrivestil, der gør det muligt for dig at skrive ubesværet og med det udtryk, du godt kan lide.
Målet er ikke at efterligne et bestemt alfabet, men at følge alfabetets regler på en konsekvent og enkel måde. Så bliver håndskriften et godt værktøj til at nedfælde tanker, der kan læses af andre og ikke mindst én selv.